OASA - Organisation Against the Suffering of Animals
  • Med kærlig omtanke
  • Adoptér et dyr
  • En hund
  • Udland

Udland

Har I fundet en internat hund, som vil passe godt ind i Jeres familie, hjælper OASA gerne hunden til Danmark. For at internatet, som kender hunden bedst, ved om I er den helt rigtige familie, sender OASA et spørgeskema til Jer, som I bedes udfylde og sende tilbage. Herefter sender OASA Jeres svar direkte til den pågældende internatleder, som herefter træffer beslutningen. Bliver I godkendt skal I underskrive en kontrakt samt være i stand til at fremvise en ren straffeattest.

Forinden I ønsker at adoptere en internat hund skal I være opmærksom på, at hunden kan være lidt anderledes at få i hjemmet end deres danske artsfæller. Det skyldes, at de har levet under helt andre vilkår og at det, der for et dansk dyr er selvfølgeligt, kan for et dyr, der har brugt det meste af sit liv på gaden, være meget fremmed. Kærlighed, kærtegn, ros, fjernsyn, telefon og tag over hovedet er bare et par eksempler.

At adoptere en hund fra et internat vil være yderst givende. Det er en stor oplevelse at se det dyr, man hjælper til en bedre hverdag, tage sit første skridt mod et bedre liv. Den første tid er ofte præget af store fremskridt og forandring hos hunden, da de kommer til vilkår, der både udviklingsmæssigt og mentalt rummer langt flere muligheder. Det er en fantastisk oplevelse at se hunden begynde at blomstre op.

Følgende skal I kunne opfylde forinden Jeres første henvendelse til OASA:

  1. I skal have et grundlæggende kendskab til hunde, herunder også træning og psykologi. Hunden kan ofte komme fra usle vilkår, og det er vigtigt, at I formår at læse dets signaler, så der kan opbygges en grundlæggende tillid.
  2. Tålmodighed og kærlighed er absolut nødvendige ressourcer. Allerede inden dyret ankommer, skal det stå jer klart, at den måske ikke er renligt, aldrig har gået i snor, er bange for biler etc. I skal være overbeviste om, at I ikke mister tålmodigheden og skælder ud, 117. gang dyret tisser inde. Dyret har brug for tid til at lære, og negativ respons vil kun øge dets usikkerhed.
  3. I skal have snakket om anskaffelsen af en hund i jeres familie. Vi ønsker ikke at sende en hund ud i en familie, hvor det kun delvist er ønsket. Hunden vil kunne mærke dette, og det vil ikke føle sig tryg i hjemmet. Af samme grund skal en hund heller ikke ud til en familie, der ikke evner at skabe den fornødne tryghed omkring det. Det kan måske skyldes mangel på regelmæssighed, ubalance i familien etc.
  4. Der skal være mulighed for, at dyret ikke lades alene min. den første uge. Herefter skal alene-hjemme-træning ske gradvist.

Har I efter at have gennemgået ovenstående stadig lyst til at hjælpe et dyr til et bedre liv, så kontakt OASA.

Nedenfor vil OASA snarest vise et udsnit af de hunde, som sidder på de udenlandske internater. Det bemærkes, at OASA ikke har nogen økonomisk gevinst i formidlingen af internat dyr, da fokus udelukkende er på at hjælpe internat dyr med at finde et nyt hjem.

 

Husk at følge med i det nye hundeliv under "Hjem til det gode liv".

 

 

 


 

Vi har ingen hunde i denne kategori i øjeblikket. 

Se andre hunde fra Danmark her.